sundesmå.dk

Om sundesmå.dk

personen bag

Hej! Jeg hedder Karina. Det er mig, der står bag sundesmå.dk

Jeg er er mor til tre børn; dreng/pige tvillinger på 5 år og deres storesøster på 7 år.

Jeg er uddannet klinisk diætist, og jeg elsker at dykke ned i litteratur og forskning om vægtneutral sundhed og især børns spisevaner og adfærd omkring maden.
Min interesse for sundhed og ernæring opstod med et ønske om at finde frem til en form for “optimal” ernæring, særligt da jeg blev mor. Det skulle dog vise sig at være en stor udfordring, for dels er der mange meninger om emnet, og det kan være svært at finde rundt i “sundhedsjunglen”, og dels har jeg en datter, der ikke bare kaster sig over ny mad. Faktisk var det rigtig svært at give hende mad, da hun var mindre, og det blev en kilde til stor frustration for både hende og mig. 

Hendes spisning udfordrede mig heldigvis så tilpas meget, at jeg begyndte at undersøge mere om børns spisevaner, og jeg fandt ud af, at sunde spisevaner ikke er lig med sund mad i bestemte mængder — der er nødt til at være et andet fundament.
Det blev starten på en rejse og en anden måde at anskue børnesundhed på. Jo mere jeg dykker ned i emnet, desto mere forstår jeg, hvor vigtigt det er at formidle den del til forældre og andre med interesse for børns sundhed. 

 

Filosofien bag

Det var som sagt min ældste datter, der gav mig både en personlig og en faglig interesse for børns sundhed. Min datter lærte mig at stole på, at hun nok skal spise, når jeg tager ansvaret for min del af måltidet  og kun min del. Som forældre har vi vigtige opgaver i forhold til at beslutte, hvad der bliver serveret, hvornår på dagen det serveres og hvor. Vi må sørge for en regelmæssig og forudsigelig måltidsstruktur, så vores børn kan tage ansvaret for deres del; hvad og hvor meget der bliver spist. Det gælder uanset, om barnet er i en stor eller en lille krop.
“The Division of Responsibility in Feeding” er udviklet af den amerikanske diætist og familieterapeut Ellyn Satter i 1983. Denne ansvarsfordeling omkring børnenes mad og måltider anses som værende best practice af flere amerikanske organisationer, der har med ernæring til børn at gøre, og alligevel kender vi overraskende lidt til modellen i Danmark. Det vil jeg ændre på! Derfor er jeg eksamineret og trænet under Ellyn Satter selv, og jeg har et indgående kendskab til modellen, der danner grundlaget for min vejledning og mit arbejde med børns sundhed og trivsel.   

Alt for mange voksne er kommet langt væk fra at lytte til deres krop, og mange lever med svære følelser omkring maden samt mere eller mindre rigide madregler, der i øvrigt ofte er formuleret af andre. Stræben efter sundhed ender alt for ofte med at være både stressende og kompliceret (og så er det ikke sundt). Sunde spisevaner og nærende måltider handler heldigvis ikke om perfektion. Som forældre må vi give vores børn den autonomi, det kræver at spise på en måde, der nærer dem, og som sikrer, at de vokser på den måde, der er rigtig for dem  uanset hvilket forhold, vi selv måtte have til maden. Vi må sørge for, at børnene nyder at spise, og at de forbinder maden og måltiderne med noget rart og noget, der gør dem godt. Sunde børn er nemlig glade børn